Nyheder

Dato: 09. juni 2011

Idrættens ungdomslederpris til Simon

Stort tillykke til Simon, der her til aften fik den fine "Idrættens ungdomslederpris" da Hvidovre Kommunes idrætsfolk var samlet til idrætshædringerne i Hvidovre Koommune. 

Med prisen følger en check på 3.000,- og en indgraveret Piet Hein lysestage.

Indstillingen, som udløste den velfortjente pris, følger her:

Simon Andersen er 18 år og en af klubbens hele store aktiver og en central drivkraft i klubbens ungdomsarbejde.

Simon Andersen har været medlem i Hvidovre Kajakklub siden 2002, hvor han startede på børneholdet. De første år var Simon interesseret i at deltage i konkurrencer, senere fattede han mere interesse for det organisatoriske arbejde. Som 15 årig blev han børneinstruktør, og som 16 årig sagde Simon ja til at blive valgt ind i bestyrelsen, som det yngste medlem nogen sinde.
 
Aftalen var, at Simon primært skulle give mening til kende. Bestyrelsen havde brug for at vide, hvad de unge tænkte. Simon havde talent for at være de unges talsmand, og det varede ikke længe, før Simon tog selvstændigt ansvar og sammen med en række af klubbens øvrige unge iværksatte og gennemførte egne ideer.
 
Simon er stadig i bestyrelsen og kan bryste sig af, at han har stået for en stor del af nytænkningen i klubben de seneste år. Han har opstartet klubbens kajak polo hold, stået for træning af de børn og unge, der ikke vil konkurrence. I stedet ror de ture, hvor de nyder naturen med sang og et tempo, hvor alle kan være med. Han arrangerer sociale aktiviteter, der fremmer venskab og lyst til at være i klubben.
 
Simon er rollemodel for klubbens børn og unge. Simon viser vejen for at det kan være sjovt og givende at deltage i frivilligt arbejde. At man kan få indflydelse ved at tage ansvar, og at man derved kan være med til at skabe et fællesskab med frirum og plads til alle.

Simon har gennem flere år arbejdet målrettet og resultatorienteret involvering i klubbens børne- og ungdomsarbejde - på sin helt egen facon - med humor og respekt for det enkelte barn. Simon er ulønnet og fortjener hæder for sin indsats for Hvidovre Kajakklub.

Simon 110610

Her overrækker formanden for Idrætsrådet Ena Christiansen prisen, og fortæller hvorfor Simon fik prisen.

/Bestyrelsen