Nyheder
Dato: 14. oktober 2010
Vi støttede
I lørdags var det Lyserød Lørdag med Støt Brysterne indsamling
til Kræftens bekæmpelses indsats mod brystkræft. Og Hvidovre
Kajakklub støttede også.
Kajakklubben Nord afholdt i år for 2. gang i samarbejde med DKF
kajakløbet Støt Brysterne - kun for kvinder. I 2009 var der ca. 90
deltagere. I år steg det tal til at 138 kvinder
gennemførte løbet, og der blev samlet over 23.000 kr ind til det
gode formål.
I god tiden inden løbet havde Birgitte Schmidt meldt ud, at hun
ville køre traileren til Nord, så der var nem adgang til
bådtransport for dem, der ville med. Og der var ca 14 HvK-kvinder,
der tog med.
Lørdag var det solskin og lidt blæst fra en meget uheldig
retning, så der var udsigt til hvide skumtoppe kombineret med
refleksbølger på Furesøen ud for Nord, da vi ankom - uha, hvor så
det ubehageligt ud! Men arrangørerne havde heldigvis en plan B i
ærmet: løbet blev flyttet ind på Farum Sø. Det betød, at ruterne
blev kortet af, så den korte rute blev ca 5 km og den lange ca 10
km. Man kunne selv bestemme, om man ville ro igennem Furesøens
bølger hen til åen ind til Farum Sø, eller om man ville bære sin
båd et stykke og gå på vandet på åen. Jeg synes, at det var en god
beslutning og stor ros til arrangørerne for at vise, at dette er et
løb, hvor alle roligt kan deltage.
Det blev en dejlig omgang på vandet i solskin og i det
helt rigtige tempo. For nogen var det "fuld skrue" hele vejen
(eller hvad siger I, Anne & Hedi?), for andre var det
med mere tid til at nyde den smukke natur og få en lille
sludder undervejs. Efter løbet blev solen nydt på bænkene foran
klubben med et stykke af den super-lækre jordbærkage, der kunne
købes, og en god kop kaffe. Og en del af os fik en af de fine
lodtrækningspræmier med hjem eller fik købt lidt i Kræftens
Bekæmpelsens bod.
På sådan en lyserød lørdag vækker alt lyserødt ekstra
opmærksomhed. Katrine Hebo Schmidts flotte lyserøde kajak blev
nok dagens mest fotograferede, og mon ikke det er første gang at
Emma Broberg har roet i lyserødt rotøj fra top til tå?
Var du ikke med til løbet i år, så hold øje med det til næste
år. Det er et løb for alle kvinder, og der er en skøn stemning med
smil og latter, der må opleves.
Tak til:
- arrangørerne i Nord og DKF for et dejligt arrangement
- Birgitte for trailertransport og info på maillisten
- HvK-mændene, der tog med og gav moralsk opbakning,
hjalp med at bære og pakke både osv
- alle de dejlige kvinder der var med
og sikker mange flere.
P.S. Vi kunne også fejre en frironing på dagen, da Lene
Starling-Juhl fortalte at hun efter at have roet dette løb havde
klaret den sidste udfordring på vejen til at blive friroet.
Tillykke.
/NM