Nyheder
Dato: 14. november 2010
God mad og hygge
I onsdags fandt den første af vinterens fællesspisninger
sted i klubben. Det var Camilla og Lennart, der havde fremtryllet
et helt fantastisk måltid.
Menuen stod på braiseret svinebryst og oksehøjreb med
selleripure, bagte rodfrugter af forskellig art, smørkogt selleri,
kartofler og lækker sovs. Og så lige en banankage med et tykt lag
chokolade på toppen.
Maden blev serveret efter aftenens træning, hvor enkelte meget
aktive klubmedlemmer både havde roet på vandet, vægttrænet
og løbet - men hovedparten af os havde nøjedes med én
af aktiviteterne. Under alle omstændigheder var det en sulten flok,
der gik igang med maden, og der blev spist, hygget, talt og spist
lidt mere, indtil alle var mætte og veltilpasse. (At enkelte fik
spist lidt for meget og derfor ikke var helt veltilpasse, kan
selvfølgelig ikke udelukkes...)
Vi siger tak for mad.
Næste fællesspisning i december bliver den efterhånden
traditionelle flæskestegs-aften.
/NM