Nyheder
Dato: 06. august 2010
DM sprint 2010
Flotte medaljer og præstationer til DM Sprint 2010 - og en overraskende udvikling på 5.000 m

I flot vejr på Bagsværd Sø blev der afholdt DM Sprint. HvKs
roere var selvfølgelig også med inkl. lydstærkt heppekor på
tilskuerpladserne, stort klub-base-telt på trekanten og godt
humør.
Lisa Stuart Rørhauge tog 7 medaljer i U18 - 4 guld og 3 sølv!
Kan man sige andet end: Wauv!
Emma Broberg kom hjem med en super sølv på 500 m og bronze fra
5.000 m. Der var en lang ventetid for Emma, da 500 m K1 var et af
stævnets sidste løb. Til gengæld var der både 200 m og 1000 m at ro
inden,og sammenlagt kunne følelsen fra de to løb bruges til at gøre
en fantastisk indsats på 500 m, hvor det kun var Henriette Engel,
der kom i mål foran en meget glad Emma.
Også Mark Rasmussen kom hjem med medaljer. I K4 blev det til en
bronzemedalje - men Mark kan jo også tage medaljer i K1! Mark stod
på startlisten til 5.000 m, men det var ikke fordi motivationen var
helt i top, da tiden sneglede sig afsted lørdag eftermiddag. 5.000
m er lørdagens sidste løb, og det havde været en lang dag. Men så
gik starten, og Mark kom godt med. Hver gang feltet passerede
tilskuerpladserne kunne vi se, at Mark lå fint i en gruppe lige
efter de to førende Rene Poulsen og Kim Wraa - ofte i smørhul. Og
når man har set Mark ro handicap ved man, at han har en uhyggelig
slutspurt! Den blev sat ind nogle hundrede meter før mål på en
uimodståelig måde, og Mark sikrede sig en superflot bronzemedalje.
Smilet var stort på vej til præmieskamlen!
Fortius-roerne gjorde også en god figur til DM sprint. Det blev
til fine finaleplaceringer på vandet og en utrolig indsats i
heppekoret på land.
Tak til alle, der var med til at gøre dette til et godt stævne -
roere, heppekor, fortius-forældre der sørgede for god forplejning i
base-teltet, opsætning/nedtagning af telt m.m.