Nyheder
Dato: 20. juni 2010
187 kajakroere i intens kamp til 24-timers løb
Hvidovre Kajakklub var arrangør af et hårdt 24-timers løb 19.-20 juni 2010 mellem fem kajakklubber, hvor stillingen skiftede undervejs og Hvidovre blev nummer tre.
Hvidovre Kajakklub kunne efter weekenden se tilbage på endnu et
tilløbsstykke for områdets kajakklubber. Det skete ved det
efterhånden berømte 24-timers løb som klubstafet, der gav Le
Mans-agtig stemning ved Hvidovre Havn. Adskillige tilskuere kom
forbi i løbet af weekenden fra klokken 12 lørdag til klokken 12
søndag for at se roerne dyste på vandet på en 1640 meter lang,
publikumsvenlig rute langs kysten ved Kystagerparken og
Lodsparken.
Akkompagneret af et orkester med liflig, irsk musik samt de
lokale spilledrenge, Michael Brødegaard og Lars Jacobsen, hen på
nattetimerne, kunne publikum såvel som roere, der var færdige med
rostafetten, hænge ud og heppe ved et spejlblankt vand i
aftentimerne. Tivolis fyrværkeri spejlede sig også. Det var flot,
men løbsresultatet lod noget tilbage at ønske for arrangørerne fra
Hvidovre Kajakklub.
- Ud af 5 klubber blev vi kun nummer tre denne gang mod sidste
års placering som nummer to, fortæller Keld Broksø fra Hvidovre
Kajakklub.
- Det er selvfølgelig ikke godt nok, men vi har succes på et
andet plan. Det her er et stævne med appel også til det brede
rofelt. Vi har eliteroere såvel som nybegyndere og ungdomsroere ned
til 9 år med. En del af klubbernes roere har end ikke bestået de
sidste prøver for at blive friroet, dvs. at de har ret til at tage
ud på egen hånd. Det er også et succeskriterium, at vi får så mange
med som muligt, så de kan prøve kræfter med et stævne sammen med
deres klubkammerater og andre klubber og alle får en god oplevelse.
Dertil var der 46 roere fra Hvidovre med og i alt 90 medlemmer
aktiveret i stævnelogistikken.
Hver klub har to kajakker på vandet ad gangen, og der er frit
valg mellem ener, toer eller endda en kajak med fire roere i. Der
blev skiftet foran publikum i Lodsparken ved enden af Hvidovre
Havns mole efter hver time, og nogle hardcore roere tog to timer på
vandet ad gangen. Kampen blev intens. Et vendepunkt kom, da
Hellerup Kajakklub satte sin stærke firer-kajak i vandet og piskede
adskillige placeringer frem foran Hvidovre, men vinderne fra Sundby
Kajakklub lod sig ikke fravriste den førsteplads, som de allerede
tidligt lørdag satte sig på. Sundby blev en suveræn vinder med 306
omgange mod Hellerups 289 omgange skarpt fulgt af Hvidovre
Kajakklub på tredjepladsen med 281 omgange. Hertil fik Køge med 267
omgange og Nova 266.
Faktisk var der også en anden vinder set på omgange. Hvidovres
kajakbutik Dansprint på Strandmarksvej 27 arrangerede "tørroning"
på deres berømte, egenudviklede kajakergometer, som endda blev
brugt af kajakroerne ved OL i Beijing. Dansprint havde udlovet et
kajakergometer, hvis den vindende klub kunne lægge flere kilometer
på vandet end det hold, som Dansprint satte sammen. Det lykkedes
ikke Sundby, for i kilometertal fik Dansprint-holdet langt flere
omgange leveret af 20 roere i eliteklassen fra ni klubber -
herunder to tidligere OL-deltagere. Til gengæld kan alle
kajakroerne glæde sig over, at kajakergometret nu bliver doneret
til landsholdet, og at eliten bakkede op om stævnet i Kalveboderne,
så alle kunne møde toppen af poppen i kajakroning.