Nyheder
Dato: 06. december 2009
Kajakklubben bliver grøn i klimaåret
Med en investering på 370.000 kroner skal tusindvis af liter varmt badevand fremover opvarmes af solen til kajaklubbens 300 medlemmer, og samtidig nedlægges alt elvarme.
Solen skinner mere end 1.800 timer om året i Danmark, og det
benytter Hvidovre Kajakklub sig nu af med et nyt, 20,5 kvadratmeter
stort solfangeranlæg på taget. Anlægget kan slet og ret betale sig,
men det er også med til at markere havnen og Hvidovre op til FN´s
store klimatopmøde i december.
- Det er en af målsætningerne, at Hvidovre Kajakklub vil markere
sig miljørigtigt, fastslår Søren Sibbersen, som er det ene af de 7
medlemmer i kajakklubbens arbejdsgruppe om klubbens
solvarmeprojekt.'
- Vi ville have en fremtidssikret løsning. På sigt kommer vi til
at spare en hel del penge også fordi vi ved, at vi der kommer en
større elregning på grund af skatteformen i 2010. Dertil er
solfangerne også en investering i fremtiden fordi vi på et
tidspunkt vil montere gulvvarme i bad og omklædning, siger Søren
Sibbersen.
Arbejdsgruppen har det seneste år haft den store regnemaskine
fremme, og nu er det ikke længere luftkasteller, der tales om:
Solfangerne er kommet op på taget af klubben, og de sidste
installationer er ved at være på plads; Også med en gigantisk
vandbeholder, så der er varmt badevand til de mange roere fra flere
klubber, der deltager i Hvidovre Kajakklubs årlige 24-timers løb
den 27.-28. juni.
Væk med elradiatorer
Hovedparten af de omkring 30.000 danske solvarmeanlæg er til
opvarmning af brugsvand, mens en mindre del kombineres med
rumvarme. Her besluttede Hvidovre Kajakklub at gå foran og nedtage
samtlige elradiatorer i klubben. De energislugende elradiatorer
erstattes nu med radiatorer til solopvarmet vand.
Hele investeringen lyder på godt 370.000 kroner, men det
er faktisk billigt i betragtning af den større byggesag, som
solvarmen har været for Hvidovre Kajakklub.
- Vi har været så heldige, at nogle medlemmer af
arbejdsgruppen er håndværkere og selv kan bidrage med frivillig
arbejdskraft til eksempelvis montage af radiatorer. Derfor kan vi
holde omkostningerne nede, fortæller Søren Sibbersen.