Handicap

Uret startes kl. 18.30 onsdag, hvor roerne skal ligge klar ved start linjen ud for havneløbet. Ruten er sædvanligvis ud omkring pillen på motorvejsbroen 2 gange med start, vending og mål ved molen til Hvidovre Havn. Reglerne for point og start tider vil IKKE blive ændret i forhold til sidste år.

Reglerne for handicapturneringen er, at man starter fra 00.00 i sin første deltagelse, (første gang scores der ingen point). Den tid, man får, vil så danne grundlag for den start tid, man får næste gang. Når man har roet 3 gange, vil man automatisk få genereret en start tid baseret på et gennemsnit af de 3 sidste tider og sin hurtigste tid (som jo godt kan være en af de 3 sidste). Når systemet så er i gang, vil startrækkefølgen være sådan, at man starter de langsomste først og de hurtigste til sidst, således at man teoretisk set har lige stor chance for at komme først i mål.

Vinderen får 40 point, nr. 2 får 39 og så fremdeles. Alle gennemførende får dog minimum 20 point. Når alle sæsonens løb er gennemført, trækkes den første deltagelse + de seks dårligste resultater ud af regnskabet, og herved findes den endelige vinder.

Der kåres én vinder hos seniorerne og andre, der ror 5 km-ruten (herrer og damer ror mod hinanden, da alle jo har lige chancer) og én vinder hos ungdomsroerne (de ror 2,5 km ruten).

Ugens startliste udsendes hver uge via klubbens Intranet (Groupcare). Derudover findes listen i klubben, et par dage efter løbet.